Serviceforbundets næstformand åbnede Årskurset
Tirsdagen startede med en åbningstale af næstformand i Serviceforbundet, John Hatting. I sin tale tog han deltagerne med rundt i både aktuelle overenskomstresultater på det private område, fremtidige politiske udfordringer og de konkrete arbejdsvilkår, der præger mange i folkekirken.
Inspiration til overenskomstforhandlinger
John Hatting pegede i sin tale på de resultater, Serviceforbundet har været med til at sikre i de seneste overenskomstforlig på det private område. Blandt andet reallønsstigninger, forbedringer af fritvalgskontoen og en række sociale forbedringer.
Han mente, at de statslige arbejdspladser kunne lade sig inspirere: ”Måske skal I huske nogle af de her resultater, når I selv udtager krav.”
Velfærd under pres – og et pensionssystem til debat
Et tydeligt omdrejningspunkt i talen var behovet for en ny samtale om pensionsalderen. John Hatting advarede mod, at Danmark er på vej til at overhale Grækenland som det land i Europa med den højeste pensionsalder.
“Er det rimeligt, at dem med de korteste uddannelser og tungeste job skal være dem, der går sidst på pension?” spurgte han og henviste til EU-prognoser, der peger på en pensionsalder på 71,5 år for nutidens 46-47-årige.
Han efterlyste politisk mod til at gentænke velfærdsforliget og sikre en værdig tilbagetrækning for alle – også dem, der slider sig gennem et langt arbejdsliv.
Kritik af arbejdsmiljø og reformer
John Hatting brugte også taletiden til at kritisere dele af jobcenterreformen, især de massive besparelser og den manglende investering i a-kasserne.
“Det er dyrt at spare på arbejdsmiljøet,” lød det, og han opfordrede arbejdsgivere til at inddrage medarbejderne langt mere aktivt i løsningerne, som Danmarks Kirketjenerforening også har opfordret til ved besøg hos både kirkeministeren og kirkeudvalget.
Særligt kirketjenerne blev nævnt i forbindelse med det psykiske arbejdsmiljø på grund af rapporterne fra Kirkeministeriet, som viser, at der stadig er store problemer med mobning, chikane og ledelsesmæssige svigt i folkekirken. Han efterlyste blandt andet en styrkelse af tillidsrepræsentanternes rolle og bedre APV’er og medarbejderudviklingssamtaler (MUS).
Sammen om fællesskab – og dem, der kommer i klemme
Mod slutningen af talen understregede John Hatting fagbevægelsens rolle som fællesskab og sikkerhedsnet. Han pointerede, at talen ikke var en brandtale, men en kærlig opfordring til at stå sammen. ”Sammen om det svære, om fagene, om fagforeningerne og om dem, der kommer i klemme.
”I skal vide, at vores hjerter banker for jer – og vi går gennem ild og vand, hvis der er brug for faglig hjælp!” sluttede han og sendte en særlig hilsen til alle dem, der stadig har mange år på arbejdsmarkedet foran sig.
Fremtidens kirketjener – en bog med en mission
Efter en kaffepause fortalte Alexander Schultz om den bog, han længe havde arbejdet på – et projekt, der i efteråret 2024 næsten gik i stå. Men med støtte fra Olav Clausen, som han mødte på Teologisk Fakultet i 2018, fik bogen ’VÆRTSKAB – Fremtidens kirketjener’ nyt liv.
Sammen har de to forfattere skabt en udgivelse, der skal fungere som kirketjenerens stemme og sætte fokus på fagets betydning og udviklingsmuligheder.
Bogen er ikke bare en personlig fortælling, men en praktisk vejviser. Den er opdelt i otte temaer, som hver rummer konkrete forslag og anvisninger til, hvordan samarbejde, kommunikation og koordinering i det kirkelige arbejde kan forbedres – uden at det koster ekstra. En af de centrale refleksioner lyder: Kan vi begynde at tale om kirketjenerens rolle på en helt ny måde?
Målet med bogen er klart: At skabe opmærksomhed om faget og give inspiration til, hvordan kirketjenerjobbet kan styrkes og udvikles – indefra og ud.
Ny bestyrelse
Den nye bestyrelse konstituerer sig den 31. august, men her kan du se, hvem der blev valgt:
Suppleanter
Tina Pedersen, Garnisonskirken, sidder i 2 år
Kristian Bruun Bjørn, Maribo Domkirke, sidder i 2 år
Thomas Vestergaard, Vestervang Kirke, sidder i 1 år
Kim Eskegaard Sørensen, Skanderborg Kirke
Marie Barfoed, Ordrup Kirke.
De tre første indtræder nu, og de 2 sidste indtræder, hvis en eller flere fratræder bestyrelsen.
Udover de 3 suppleanter er der
Gert Rhinstrøm Schmidt, Skjern Kirke
Folmer Iversen, Ribe Domkirke
Lise Thrige Gøttler, Skagen Kirke
Annette Tøttrup, Gistrup Kirke.
Landsforeningen af Menighedsråd: Klar retning mod bedre arbejdsmiljø og professionalisering
Onsdagen startede med en morgenandagt ved af Annette Tøttrup fra bestyrelsen, og herefter gik formanden for Landsforeningen af Menighedsråd, Anton Pihl, på talerstolen.
Han brugte sit oplæg på Årskurset til at slå fast, at forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet ikke kun handler om struktur – det handler i høj grad også om arbejdsmiljøet i folkekirken.
Landsforeningen har været meget optaget af netop arbejdsmiljøet. De har et stærkt fokus på at være gode arbejdsgivere, fortalte Anton Pihl. Men han oplever også, at mange menighedsråd synes, at de har mange opgaver – og at identiteten som arbejdsgiver ikke altid er helt så stærk.
Landsforeningen ønsker at professionalisere ledelsesopgaverne og skabe mere tydelige samarbejdsstrukturer mellem præster og lægfolk. I den forbindelse er der nye forslag på vej, der blandt andet lægger op til, at menighedsrådene skal tage stilling til, hvem der skal have det daglige personaleansvar – om det skal være en valgt kontaktperson eller en ansat leder.
Det skal være en, der har lyst og har kompetencerne til opgaven, lød det fra Anton Pihl, som også opfordrede til mere tværgående dialog og efteruddannelse i de mange små kirkelige arbejdspladser. Han mente, at det også handler om at tage ledelsesopgaven på sig. Måske kunne man samarbejde med nabosognet?
Med faldende medlemstal og pres på økonomien bliver det afgørende at kunne prioritere – ikke nødvendigvis som reaktion på inflation, men som en strategisk tilpasning til virkeligheden, påpegede han.
Anton Pihl mente, at der ligger nogle spændende snakke, om hvordan vi kan tilpasse de penge, vi har. Spørgsmålet er, hvordan vi kan være der for mennesker og sætte rammen for både de lykkelige og sørgelige begivenheder. Opfordringen fra Anton Pihl var at gå i dialog med de ansatte, om hvordan man kan være den bedst mulige kirke lokalt.
Tid til workshops
Efter Anton Pihls oplæg var det tid til at gå ud i de forskellige workshops, som deltagerne havde valgt. Der var 5 spændende workshops at vælge imellem:
Den Statslige Kompetencefond
René Hansen fra Kompetencesekretariatet fortalte om, hvordan man kan søge støtte til kurser og efteruddannelse gennem fonden. Deltagerne blev introduceret til ansøgningsprocessen og de aktiviteter, man kan få støtte til.
Naturlig alterpyntning
Dorthe Vembye gav inspiration til at pynte alteret med naturmaterialer. Der blev vist teknikker og idéer til bæredygtige og smukke dekorationer, og deltagerne fik hands-on erfaring med at skabe smukke dekorationer, der bidrager til en grønnere kirke.
Få styr på pensionsordningen
Sampension gennemgik pensionsordningens opbygning og de muligheder, man selv har for at tilpasse den. Der blev også informeret om nye regler og vigtige dækninger.
"Den frie stemme”
Lise Bech Bendix ledte en levende workshop om sangglæde og kropslig stemmebrug. Deltagerne arbejdede med teknik, nærvær og frihed i stemmen.
Konflikter på jobbet
Jan Norlander Jensen fra LEVA+ satte fokus på forskellen mellem uenighed og konflikt. Workshoppen bød på refleksioner over egne erfaringer og redskaber til bedre konflikthåndtering.
Trivsel starter med indflydelse og anerkendelse
Ved onsdagens sidste foredrag satte arbejdsmiljøkonsulent Gabriella Nagy fokus på, hvordan trivsel og arbejdsglæde hænger tæt sammen med det psykiske arbejdsmiljø. Hun viste forskellige modeller for, hvordan man kan arbejde med trivsel og styrke arbejdsmiljøet.
Med udgangspunkt i forskningsbaseret viden fra blandt andet Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø præsenterede hun ’De 6 guldkorn’ for trivsel:
Krav i arbejdet: arbejdsmængde, tempo, følelsesmæssige
Indflydelse på eget arbejde
Social støtte fra kolleger og ledelse
Mening i arbejdet
Forudsigelighed om de store linjer
Belønning: løn, karriere, anerkendelse
Særligt blev betydningen af psykologisk tryghed fremhævet som et fundament for et sundt samarbejdsklima, hvor medarbejdere tør komme med idéer og sige fra uden frygt for at blive ydmyget.
Deltagerne blev desuden introduceret til I.G.L.O.-modellen, der tydeliggør, at både individ, gruppe, ledelse og organisation har ansvar for det psykiske arbejdsmiljø – og dermed for arbejdsglæden på tværs af arbejdspladsen.
Gabriella Nagy sluttede af med et råd til de fremmødte: Saml data ind. Køb en kinabog og skriv de ting ned, som du oplever på arbejdet. Ræk ud og prøv at gøre noget ved tingene. Gabriellas egen tilgang er: Jeg ejer problemet, indtil jeg har bragt det videre.
Du kan finde alle modeller og meget mere information i Gabriellas præsentation her
Befri Preben … og få en fest på arbejdet igen
Det sidste foredrag på Årskurset blev holdt af erhvervssociolog Rikke Østergaard, der fortalte om de 4 forskellige Preben-typer på arbejdspladsen: Pligt-Preben, Pyt-Preben, Præstations-Preben og Perfektionist-Preben, som man også kan læse om i hendes Preben-bøger.
Rikke Østergaard fortalte, at det er vigtigt at øve sig i taknemmelighed, fordi taknemmelighed smitter. Fokuser på de gode ting, så du ikke forurener med det negative. Hvad giver dig energi, og hvad dræner dig? Find ud af, hvordan du kan investere i god energi, var nogle af de afsluttende råd fra erhvervssociologen.
Tak til alle, som deltog på Årskurset! Sæt kryds i kalenderen den 26.-28. maj 2026, hvor vi mødes til Årskursus igen.
Husk at bruge din TR
Tillidsrepræsentanterne mødtes også i forbindelse med Årskurset til en TR-dag. De blev igen klædt godt på til at vejlede jer medlemmer – så husk at bruge dem!
Et godt råd er at skabe kontakt til din TR, inden der er en sag. Det gør det ofte nemmere, at I kender hinanden, og at din TR allerede kender til dig og din situation, og hvordan det står til på din arbejdsplads.