Mange kirketjenere glæder sig til den søde juletid med masser af aktiviteter i kirken, men det er også en god idé at få styr på reglerne for faste og løse fridage.
Grundlæggende er reglen for den faste fridag således:
Hvis din faste fridag falder sammen med en søgnehelligdag eller den 24. december, og du skal arbejde den dag, bliver din fridag flyttet til en lørdag eller søndag inden for en periode på 8 uger, medmindre du og menighedsrådet aftaler et andet tidspunkt. De 8 uger regnes fra den berørte søgnehelligdag eller den 24. december. Når fridagen flyttes efter denne regel, får du ikke den godtgørelse på 4 eller 9 timers løn, der er beskrevet nedenfor.
Menighedsrådet kan undtagelsesvis og med mindst 1 måneds varsel inddrage din faste fridag. I så fald får du en kompensation på 4 timers løn og en erstatningsfridag. Erstatningsfridagen skal holdes i samme uge, medmindre du og menighedsrådet aftaler et andet tidspunkt. Du kan også vælge at få 9 timers løn i stedet for kompensation og erstatningsfridag.
Du kan ikke blive pålagt rådighedstid eller snerydning på fridagen.
Grundlæggende er reglen for den løse fridag således:
Den løse fridag og weekendfri ligger lige så fast som den faste fridag, når de er fastlagt. Menighedsrådet fastlægger tidspunktet efter drøftelse med dig.
Dermed kan menighedsrådet ikke flytte fridagen med mindre end 1 måneds varsel, selvom der kommer noget i vejen. Disse fridage skal planlægges og varsles med mindst 1 måneds frist.
Du kan ikke blive pålagt rådighedstid eller snerydning på fridagen.
I år falder juleaften og nytårsaften på en torsdag, og 1. juledag falder dermed på en fredag. 2. juledag falder på en lørdag.
