Referater fra årskurser

 dsc2219
Tryk på billedet for at se galleri

Årskursus på Hotel Nyborg Strand, den 22. til 24. maj 2018

Til stede: Benny Chordt Hansen (BC), Lars Medom Madsen (LM), Hans Henrik Christensen (HC), Gert Schmidt (GS), Sarah Maria Olsen (SMO), Niels Christian Overgaard Andersen og Helene Devantié (HD). Desuden deltog Rita Rasmussen, Allan Størner og Helle Nielsen. 

Bestyrelsen og gæster mødtes mandag den 21. maj for at forberede sig og fordele opgaverne forud for årskurset. Her var også de tre trofaste hjælpere med.

Tirsdag den 6. juni

Bestyrelse og de trofaste, uundværlige hjælpere mødtes til gennemgang af dagens opgaver. Herefter skulle der pakkes poser, stilles borde og stande op mv.

Kl. 10:00 var der mulighed for, at tillidsrepræsentanterne kunne mødes. 15 tillidsrepræsentanter deltog i mødet.

Kl. 10:00 gennemgik bestyrelsen programmet med hotellets personale og fik de sidste rettelser til programmet på plads.

Efter forberedelserne var bestyrelsen klar til at modtage deltagerne i forhallen. Der blev serveret sandwicher i forhallen fra kl. 13:30

Kl. 14.30 åbnede formand Gert Rhinstrøm Schmidt årskurset og fanen blev båret ind under ”I Danmark er jeg født”.

Årets åbningstale var ved HR-chef i Kirkeministeriets 3. kontor, Lene Graakjær Lund. 

Lene Graakjær Lund takkede for muligheden for at holde åbningstalen. Hun tiltrådte sin stilling i ministeriet i januar og er stadig i fuld gang med at lære institutionen at kende indefra. Perioden siden tiltrædelsen har desuden budt på udfordringer omkring overenskomstforhandlingerne og den varslede storkonflikt, der dog endte med et forlig, der nu er til afstemning i organisationerne. 

Det viste sig, at såkaldt danske model holdt, hvilket også har understreget vigtigheden af de faglige organisationer og deres arbejde inden for det folkekirkelige område. Lene Graakjær Lund understregede, at det – trods organisationsfrihed – er vi godt vi har Danmarks Kirketjenerforening, der kender folkekirken og de aftaler og vilkår, der gælder her. En høj organisationsgrad er derfor vigtig.

I Danmarks har vi en tæt relation mellem kirke og stat, hvor forhandlinger af aftaler og vilkår foregår centralt mellem Kirkeministeriet og organisationen.

Efter en kort pause fortalte Dan Richardsen om OK18 og det forlig, der lige nu er til afstemning hos medlemmerne. Han gennemgik således forliget og de væsentligste ændringer, ligesom den baggrund forliget er kommet i stand på baggrund af. Der var mulighed for at stille enkelte spørgsmål.  

Kl. 16:00 Var der mulighed for at besøge udstillerne i forhallen. Flere fagrelevante firmaer præsenterede sine seneste nyheder inden for bl.a. belysning, lydanlæg, kistehåndtering, rengøring, kirkeinventar og meget mere. I år havde vi besøg af følgende udstillere, der havde stillet deres stande op i forhallen: Astrid Munck, Oticon, Dan Sand, Clean Supply, Spangkilde Teknik, VTK, Kirkesølvsmeden, Min A-Kasse (kun 23/5), ALT LYS. 

_______________________

Generalforsamling i den Gamle Begravelseskasse, tirsdag den 22. juni 2017 kl. 16.00 på Hotel Nyborg Strand, med følgende dagsorden:

1. Beretning ved formanden

2. Indkomne forslag

3. Aflægning af regnskab ved forretningsføreren.

4. Evt.

Der var ingen fremmødt medlemmer: Fra Danmarks Kirketjenerforenings bestyrelse var Gert R. Schmidt, Helene Devantié, Benny Chordt Hansen, Lars Medom Madsen og Hans Henrik Christensen til stede.

Ad 1. Gert Rhinstrøm Schmidt bød velkommen og aflagde kort beretning. Foreningen har ingen aktiviteter ud over at udbetale begravelseshjælp til eksisterende medlemmer.

Ad 2. Ingen.

Ad 3. Bestyrelsens kasserer, Hans Henrik Christensen, gennemgik regnskabet. 

Pr. 1. januar 2018 er der 10 medlemmer.

Begravelseshjælpen blev på generalforsamlingen i 2013 sat op til 3.000 kr. og fastholdes.

Kontingentet udgør 40 kr.

Formuen udgør pr. 31. december 2017 31.655,05 kr.

Der er ikke udbetalt begravelseshjælp i regnskabsåret 2017.

Ad 4. Intet. 

Formanden takkede for deltagelsen, og generalforsamlingen var slut.

Referent Hans Henrik Christensen

________________________

Kl. 16.30 blev der afholdt stiftskredsmøder. De ti kredse var samlet til drøftelse af relevante emner og erfaringsudveksling i det lokale.

Kl. 19:00: 

Generalforsamling i Danmarks Kirketjenerforening.   

Formand Gert Rhinstrøm Schmidt bød velkommen og forsamlingen sang: ”Det dufter lysegrønt af græs” 

Formanden præsenterede den samlede bestyrelse.

Dagsorden:

1. Valg af dirigent

2. Formanden aflægger beretning

3. Kassereren fremlægger foreningens reviderede regnskaber

4. Fremlæggelse af budget – herunder fastsættelse af begravelseshjælp samt kontingent for det kommende år

5. Indkomne forslag

6. Valg af formand

7. Valg af bestyrelsesmedlemmer

8. Valg af suppleanter

9. Valg af revisor

10. Eventuelt

Ad 1. Valg af dirigent.

Formand Gert Rhinstrøm Schmidt åbnede årets ordinære generalforsamling.

Bestyrelsen foreslog Dan Richardsen, OAO, som dirigent. Dan Richardsen blev valgt. 

Dirigenten takkede for valget og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt. Dagsorden og praktiske regler blev gennemgået og godkendt.

Der blev nedsat et stemmeudvalg, der bestod af: tillidsrepræsentanterne hold 1: Lars Serop, Poul Porup og Simon Simonsen. Hold 2: Helle Nygaard, Anne Grethe Rolighed og Helle Søgaard.

Der var ved generalforsamlingens start 166 stemmeberettigede deltagere til stede i salen.

Ad 2. Formanden aflægger bestyrelsens beretning.

Formanden aflagde mundtlig beretning.

Beretningen har været bragt i sin fulde længde i foreningens medlemsblad, der udkom primo maj 2018.

Årsberetning (indsat i sin fulde længde):

Kære Medlemmer, kolleger og venner

Et spændende år er lagt bag os og en måske lige så spændende fremtid står foran os! Kan vi få armene ned over al den godhed, som arbejdsgiverne viser os eller kniber det overhovedet med at få dem op! Har vi grund til at være utilfredse og skal fagforeningen bare være ”sure gamle mænd” som skal brokke sig? Fakta er jo, at de som råber højest, altid bliver hørt, og de som klapper hælene sammen og siger ”javel”, accepterer situationen! Findes der en mellemvej, som er til gavn for begge sider? Eller skal tingene sættes på en spids for at opnå et resultat til gavn for begge parter og/eller i værste fald kun til gavn for den ene part – og det er sjældent arbejdstagersiden! Jeg tror mest på forhandlingens vej, da den oftest vil være til gavn for begge parter.

 

Vi vil traditionen tro mindes de gode kolleger, som vi har mistet siden sidste generalforsamling. Og jeg vil bede jer om, at i vil rejse jer

Vi vil ære: 

August 17 – Kirketjener Ib Vagn Hansen, tidligere Vor Frue Kirke, Kalundborg

Oktober 17 - Kirketjener Susanne Drebis, ansat ved Vejlby Kirke

Januar 18 - Kirketjener Kaj Gunnar Pedersen, tidligere Klosterkirken, Horsens

Æret være deres minde

 

Bestyrelsen

Bestyrelsen af er sammensat af 7 forskellige personer med hver vores indgangsvinkel. Det er godt og det kræver samarbejde. Jeg fornemmer, vi er enige om mange ting – vi kan tage vores små diskussioner, men ender altid med at finde en løsning. Vi føler heller ikke vi på nogen måde er arbejdsløse, og efter et dagsmøde fra kl. 9 – 17.30 plus transport, hvor tiden er brugt effektivt og fornuftigt, tror jeg de fleste er godt brugt.

Bestyrelsen fik ikke nye ansigter ind ved sidste generalforsamling. Det er dejligt, når alle er villige til genvalg, og endnu mere berigende er det, når der er kandidater nok eller flere til at besætte pladserne. Og heldigvis var der også suppleanter, som var beredvillig til opstilling. Dem har vi gjort et hårdt indhug i. Først fik Christina Pode nyt arbejde ved udgangen af september og 1. suppleant Pia Dyhrberg Hansen trådte til ved oktober mødet. I januar valgte Pernille Guldbrandt Lindstrøm, at udtræde af bestyrelsesarbejdet af personlige årsager. I stedet for Pernille bød vi 2. suppleant Sara-Maria Olsen velkommen til marts mødet. Og på april mødet bød vi så velkommen til 3. suppleant Niels Overgaard Andersen på grund af Pia Dyhrberg Hansens sygemelding. Tak til Christina og Pernille for jeres fine indsats i det arbejde i har været omkring, for positive og gode tilkendegivelser i bestyrelsesarbejdet og for omsorgen for medlemmer generelt. Fynboerne vil blive savnet i den kommende bestyrelse. Vi vil ønske jer lykke og held til det, som er blevet jeres hverdag.

Når der træder nye medlemmer ind, så ændres opgave fordelingen. Der lægges lidt større belastning på de, som er tilbage, og sådan er det. Det kræver tid at få en fornemmelse af arbejdet, at forstå arbejdsgangen og ikke mindst forstå hele systemet med alle de forkortelser og små finesser, som der følger med. I den kommende periode skal vi kigge alvorligt på arbejdsfordelingen i bestyrelsen, så den fordeles mere jævnt, i det omfang det er muligt. Velkommen i bestyrelsen til Pia, Sara Maria og Niels, håber i har følt jer velkommen, samt fået fornemmelse af, hvad det hele drejer sig om!

Og så er det rigtig dejligt, at der er ivrige aktive medlemmer som har ønsket at være kandidat til den kommende bestyrelse. Hele seks personer har ladet sig opstille. Nye kræfter som kan være med til at forme fremtiden for Danmarks Kirketjenerforening i samarbejde med os, som har været med i flere år. Desværre har næstformand og kasserer Hans Henrik ønsket at forlade arbejdet i bestyrelsen efter 8 år. Og dermed er to betydningsfulde pladser åben for nye ansigter. Tak til dig Hans Henrik for en konstruktiv tilgang til sagerne, tak for den indsigt du har haft lyst til at tilegne dig i bestyrelsesarbejdet. Du har været omkring referentposten, du underviser på obligatoriske kurser, du har været med til forhandlinger rundt omkring i landet og senest i forbindelse med OK18, du har været i udvalg under kirkeministeriet, har haft plads i sekretariatsudvalget, og du lod dig overtale til kassererposten og ikke mindst, så har du gjort et fantastisk arbejde omkring årskursusplanlægning, du har modtaget tilmeldinger og derefter sendt opkrævninger og mange andre mindre opgaver. Jeg er slet ikke i tvivl om, at du har brugt meget tid på bestyrelsesarbejdet, at du har haft interesse for det, at kollegerne i foreningen betyder meget for dig, og at du gerne har villet være med til at gøre en forskel. Tak for din indsats, held og lykke med din nye hverdag, og håber du kan få tiden til at gå fremover! 

Overenskomstforhandlinger

Der er skrevet meget og vi har brugt rigtig meget tid på OK18 og strejkevarsel siden januar. Arbejdsmængden var enorm i dagene omkring 1. marts, og i hele marts måned fulgte naturligt en række spørgsmål fra medlemmer, og også ikke-medlemmer og menighedsråd, om alle de usikkerhedsmomenter, som var blevet skabt med varslet om strejke og lockout. Vi, bestyrelsen kendte jo egentlig ikke svarene, fordi vi havde aldrig før stået i situationen! Det har været utroligt spændende og informationsrigt, men også til tider alt for meget! Samtidig kom der hårde ord imod solidaritet og betydningen af at sammen står vi stærkere! Men heldigvis var langt de fleste parate og imødekommende, og gav udtryk for deres forståelse, for det arbejde, som vi havde gjort, samt forståelsen for fagforeningens egentlige betydning om fælles kamp for bedre løn og arbejdsvilkår.

Lige nu har vi et resultat som er til urafstemning hos alle medlemmer. Det er utroligt dejlig at der er kommet et forlig. Vi strejkevarslede 52 kirketjenere og tilbød dem dagpengesatsen i strejkeperioden og ved lockout kunne vi ikke tilbyde nogen form for kompensation. På alle områder var det et valg mellem kolera og pest!! Kolera var at afsende strejkevarsel – pesten var ikke at blive omfattet af et forlig. Det positive i det hele var at vi fik en medlemsfremgang samtidig med, at der var medlemmer som meldte sig ud. Medio februar havde vi 519 medlemmer og pr. 31. marts havde vi 537. Absolut glædeligt at mange Kirketjenere så en mulighed for at stå sammen. Og tak for indsatsen til jer alle.

De første forhandlinger med kirkeministeriet brød sammen i løbet af februar måned. Vi fik aldrig en reel chance for at forhandle vores krav med ministeriet. Den 7. maj forhandlede vi med ministeriet igen, og vi fik ultimatummet om at afskaffe §9a i organisationsaftalen, som omhandler den faste fridag, for at kunne forhandle på andre områder. Det var ikke interessant for os, når der vel og mærke ikke fulgte andet med, end det at skulle betale for en ekstra fridag ud af egne medbragte midler som kompensation for arbejde på søgnedage og derefter takke ja til §9 på lige vilkår med øvrige. Derfor brugte vi alle midler på lønforhøjelse, som også var et af vores hovedkrav. Så har du lyst til en fridag på juleaften eller nytårsaften, så er der rig mulighed i år, hvis du har en fast fridag på mandage.

 Det samlede forlig har en lønramme på 8,1 %. Det giver en samlet lønstigning 6,07 % i de næste 3 år. Resten bruges til reguleringsordning, diverse puljer og andre formål. Det lyder måske ikke af ret meget, men udregnet på den laveste mulige intervalløn (288.250 kr. inkl. rådighedsbeløb) for en kirketjener, giver det en fremgang på din løn på 17.497 kr. pr år og dermed 1.458 kr. pr. måned før skat, når vi lander foråret 2021.

Den eneste ”tidsel” vi umiddelbart har fået er vedrørende aftalen om plustid, hvor aftalen fremover kan indgås mellem arbejdstager og arbejdsgiver alene, og skal ikke indgås med Danmarks Kirketjenerforening. Pt. har vi 2 på plustid som vi er bekendt med! 

Med forliget fik vi også 0,40 % af lønsummen for samtlige kirketjenere til forhandlinger i Kirkeministeriet. Det er 10 år siden der fulgte midler med til de forhandlinger. For overenskomstansatte er beløbet blevet brugt til lønforhøjelser og fra den 1. oktober 2018 vil intervallønnen omregnet til nutid blive forhøjet med 1.164 kr. pr. år.

For tjenestemandsansatte hæves pensionssatsen af rådighedsbeløbet fra 12.5 % til 15 % pr. 1. oktober 2018. Fra samme dato hæves rådighedsbeløbet for tjenestemænd fra 23.500 kr. til 24.500 i 2012 niveau fordi de aflønnes efter lønrammesystemet og ikke er omfattet af intervalløn. 

Og samtidig er gruppelivsdækningen også sat op fra 370.000 til 425.000 kr. og for kritisk sygdom er beløbet sat op fra 100.000 kr. til 150.000 og begge dele gældende fra 1. april 2018.

Vi anbefaler at i går hjem og stemmer ja ved urafstemningen og sidste frist for returnering af brev er på søndag den 27. maj for at svaret kan nå frem til os inden 4. juni.

Skal Danmarks Kirketjenerforening stå i samme situation ved næste OK forhandling? Skal vi ”nøjes” med det billige kontingent, og så hver især selv sørge for at spare penge op til en evt. kommende konflikt? Jeg mener, vi skal have en ”kasse” vi smider nogle kroner i hvert år, og som kan være med til at kompensere for lignende situationer. For de situationer kommer igen! Senere skal vi behandle forslaget om ”strejkekasse”. 

 Uddannelse

I vores uddannelsescirkulære står der, at nyansatte Kirketjenere skal opfylde uddannelseskravene senest 2 år efter ansættelse. Det er en regel, som desværre ikke bliver overholdt, og det vil den nye bestyrelse kigge nærmere på. Uddannelse bliver der brugt mange resurser på, og det er en hjælp til det daglige arbejde. Det er en oplevelse at samtale med andre kolleger, om de problemer vi hver især har, evt. få små input til nemmere at udføre arbejdet, få et netværk som kan være med at afhjælpe dårlige situationer og mange andre ting. Hjælp jer selv til en god oplevelse ved at tage på kurserne, og få et godt udbytte med hjem, som evt. også kan give en lønforbedring

Et nyt kursus er på trapperne vedrørende IT. Det er min fornemmelse, at mange Kirketjenere føler sig besværet på området! Kurset tænkes overvejende udbudt ude i Stifterne, og skal være en hjælp til den stigende digitalisering, som vi oplever både arbejdsmæssigt og i det øvrige samfund. 

Den primære opkvalificering skal målrettes tekstbehandling, regneark, PowerPoint, PC-forståelse generelt, hjemmesideopbygning og lignende. Kurset vil blive oprettet i første omgang kun for Kirketjenere og målrettet vores arbejde.

 Kompetencefond

2017 skulle også blive året, og en af de få gange i historien, hvor Danmarks Kirketjenerforening fik brugt alle sine kompetencemidler. Vi havde 128.641 kr. til uddeling blandt Kirketjenere, 29 personer søgte for 372.963 kr. via kompetencefonden. Opfølgningen på de tildelte midler er vores ansvar og består i, at vi skal forsøge at få de, som har fået dem tildelt, til også at bruge dem! Ca. 1/3 af de tidligere bevilligede midler bliver ikke brugt, hvilket er illoyalt over for de ansøgere, som ikke fik muligheder for tildeling af midler.

OK18 forliget gør, at vi ikke ved, hvad der kommer til at ske fremover andet end det bliver målrettet arbejdspladsens manglende funktioner og karrieren for den enkelte medarbejder. I løbet af 2018 bliver der lavet en handlingsplan.

 Tillidsrepræsentanter

Som bekendt sidder der i alle stifter nogle gæve og ihærdige tillidsrepræsentanter. De vil gerne bruges. De vil gerne lære mere, og en af vejene til at lære mere er ved at blive brugt. Brug jeres tillidsrepræsentanter førend i ringer til Sekretariat og bestyrelse. De ved rigtig mange ting – for de har faktisk været på kursus! Hvert år arrangeres der et kursus for dem, og hvert år afsættes der i regnskabet 100 kr. pr. medlem til at dygtiggøre dem. Næsten alle tillidsrepræsentanter var samlet i Middelfart i februar samt halvdelen af bestyrelsen. Tak for jeres interesse for ny læring, og tak fordi i også vil gøre det i en stor del af jeres fritid. Og bestemt også en stor tak fordi i vil hjælpe jeres kollega med at finde rundt i junglen af regler, cirkulærer og aftaler eller måske bare med en snak om dagligdagens rutiner. I om nogen har bevist, at i vil være med til at gøre en forskel for jeres kolleger. Tak for samarbejdet med bestyrelsen, hvor det er vigtigt at slå fast, at I er bestyrelsens ambassadører til medlemmerne i stifterne, og dermed berigende, at i giver os en tilbagemelding på de problemstillinger der opstår.

Tak til de tillidsrepræsentanter som er fratrådt og tak til de som er trådt til. Velkommen i arbejdsfællesskabet, og jeg håber i må blive glade for det arbejde i har sagt ja til.

Stiftskredse og erfagrupper

Stiftskredsene holder hvert år et til to møder som lægges i forår og efterår. Det er gode møder, som giver inspiration direkte til bestyrelsen. Jeg sætter stor pris på at besøge stifterne i efteråret, og dermed opretholde kontakten fra medlem til bestyrelse. Jeg har dog en bekymring om, de fortsat kan være nok inspiration for bestyrelsen set ud fra et vigende antal deltager! Hvad kan vi gøre bedre? Skal vi nytænke den måde, hvorpå vi har vores forening opdelt? Eller måske vi bare skal mødes over Facebook og samtidig glemme kaffe og kage samt det sociale samvær!! Oplevelsen om at se sin kollegas kirke kan gøres på hjemmesiderne via billeder! Måske informationerne bare kan skrives i bladet eller på kirketjener.dk!! 

Bestyrelsen gav for flere år siden mulighed for tilskud til Stiftskredsmøder på op til 3000 kr. så der var mulighed for et foredrag eller lignende med relation til arbejdet.  Det ærgrer mig, hvis møderne dør helt væk, for jeg mener, de er vigtige for vores kommunikation og informationer indbyrdes. Og jeg kunne godt tænke mig en åben debat om fremtidens stiftsmøder.

 Blad og hjemmeside

Hjemmesiden har været aktivt brugt over de sidste måneder. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kunne gøre den langt mere attraktiv ved at lade et professionelt firma stå for udseende og muligheder samt oprette login til tillidsrepræsentanter og måske til medlemmer – ja endog måske til arbejdsgivere!! Layout kunne udstyres med mange små finesser, som gjorde det attraktivt at vende tilbage til siden. Måske vi kan eller skal installere et program, som kan hive alle oplysninger ud af de som besøger siden jf. Facebook! Og herefter kan vi målrette vores informationer! Men har vi brug for det? Umiddelbart indeholder hjemmesiden alt det, som vi stort set har brug for i det daglige. Men hvad er ideen med en hjemmeside og et blad for ikke at glemme det? Det er ikke mit indtryk, at bladet er det første der læses, når det havner i postkassen. Er ideen det at gøre Danmarks Kirketjenerforening attraktiv, og medvirke til flere medlemmer ved at fortælle om alt det vi kan – for vi kan faktisk en hel del - eller er det rent faglig information? Jeg mener, vi skal kigge på hvad vi er gode til i bund og grund, og at det som jeg kan selv, skal jeg gøre selv, men er der nogen, som kan gøre det bedre, så skal de gøre det! Måske det var bedre at bruge resurserne på at hente flere medlemmer ind i foreningen!

Vi savner i høj grad medspillere til artikler til bladet, som kan give andre kolleger en læseoplevelse udover annoncer og reklamer. Der må være nogen som har en sjov og spændende oplevelse fra hverdagen, som kan deles med interesse – og den må også gerne være alvorlig!

 Økonomi

Regnskabet ser meget fornuftig ud og det vil Hans Henrik fortælle mere om. Små 90.000 kr. i overskud mod budgetteret godt 40.000 kr. Et øget medlemstal er den væsentlige årsag til det større overskud, og det samtidig med at administrationsomkostninger er ca. 30.000 kr. dyrere end budgetteret. 

Sekretariat og samarbejde

Sekretariatssamarbejdet med FAKK er stadig i mine øjne noget af det bedste, der er sket i nyere tid og er en rigtig god forsikring for medlemmer. Og det uanset om det er en dyrere løsning for foreningen eller ikke. Alle som kommer i vanskeligheder, kan vide sig sikker på professionel hjælp uanset, hvem der sidder på den anden side af bordet. Og det kan og må vi gerne være stolte af. En lille strøtanke kunne jo være at ansætte en, som skal hjælpe til på kontoret f.eks. som ”skrivesekretær” for sagsbehandlere og samtidig være personen, som skal opsøge nye muligheder til flere medlemmer – nye samarbejdsformer med andre foreninger, attraktive muligheder for medlemmer og lignende. Nogle gange skal vi kigge fremad, og turde lave en investering, også selvom den ikke lige nu og her, giver et afkast. Og måske den skal udfases igen, fordi effekten udeblev!

Medlemmer 

Til alle bestyrelsesmøder har vi et punkt som hedder ”medlemspleje”. Det er tænkt som et punkt, der skal give anledning til, at få gode ideer til, hvordan vi kan pleje medlemmerne i vores forening, så vi kan fastholde dem livslangt. Uden medlemmer ingen forening! Danmarks Kirketjenerforening tilhører jer og ikke bestyrelsen – bestyrelsen er blot valgt til at varetage medlemmernes interesser. Ideerne har ikke indtil videre været mange, og vil gerne opfordre alle medlemmer til at bringe ideer på banen. 

Og jeg har tidligere omtalt et muligt Nyhedsbrev i korte udgaver med eventuelle små link til hjemmesiden, hvor der kan læses mere om en aktuel sag eller bare til ren oplysning om almene ting, som rører sig i tiden. Oplysning er godt – det er vejen frem og det skal vi benytte os af!

Foreningen har i dag 542 aktive medlemmer – 329 kvinder og 213 mænd

 Lønforhandlinger - overenskomstansatte og tjenestemænd

Lønforbedringer elsker alle, men hvordan bliver de til en del af ens egen tilværelse? Hvis ikke vi spørger, så er det de færreste af os, der får en henvendelse med tilbud om højere løn. Og hvis vi spørger, så risikerer nogle et ”nej” og andre et blankt ”ja”. De fleste skal dog igennem en trædemølle inden forhandlingen bliver afsluttet. Og det kan gå måneder inden svaret er en realitet. Turen i ”trædemøllen” kan være sej, og sympatien for arbejdsgiver kan i den periode være lille og det kan måske også føles omvendt. Det er alles ret at spørge om en lønforbedring, og ingen behøver, at have ubehag over forespørgslen. Tænk, hvis der lå 5.000 kr. plus minus og ventede på jer! 

Der var sidste efterår 89 ansøgninger som skulle behandles. Ud fra disse ansøgninger har bestyrelsen forsøgt at få lavet noget statistik. Samtidig håber vi at kunne få lavet en oplistning af begrundelser for, hvad der kan bruges som gode argumenter for en lønforbedring. Oplistningen er ikke helt på plads endnu, men forventes at kunne præsenteres på hjemmesiden i midten af juni. Ud af de 89 ansøgninger er der ca. 26 som ikke er afsluttet pt. Af de som er afsluttet, er der pr. år forhandlet 508.500 hjem til kirketjenere og samtidig engangsvederlag for 76.400 kr. Og det tal stiger når de sidste 26 kommer på plads!

 Til slut

vil jeg sige tak til alle, som jeg har været i forbindelse med i årets løb. Tak til jer medlemmer, som giver respons til foreningen – det er af stor betydning, at vi i bestyrelsen får forståelse for dagligdagen på så mange arbejdspladser som muligt for, at vi kan forsøge at ændre på forholdene. Og endnu engang, i er til hver en tid velkommen enten på mail eller tlf. Brug Jeres forening – det er det i betaler kontingent for! Facebook er stadig ikke det jeg er bedst til, men jeg tror på, den har betydning for kommunikationen og jeg tror jeg udvikler mig! Tak til bestyrelsen for godt samarbejde. Tak til alle 4 på sekretariatet – Helle, Benny, Jette og Karin for godt samarbejde og ligeledes til FAKK generelt - specielt formandskabet. Tak til Jer som giver en ekstra hånd med i forbindelse med Årskurset. Tak til øvrige faglige organisationer indenfor Folkekirken som repræsenterer vores kolleger, for et konstruktivt og fint samarbejde, som jeg glæder mig til mere af. Tak til alle samarbejdspartnere for positive møder – det gælder blandt andet Kirkeministeriet, udvalgene generelt, AMU-Fyn og kompetencesekretariatet.

Tak for ordet.

 _ 

Beretningen blev sat til debat:

 Der var ingen kommentarer. 

 Beretningen blev herefter sat til afstemning og blev enstemmigt vedtaget.

 Ad 3. Kassereren fremlægger de reviderede regnskaber.

Kassereren fik ordet:

Kassereren fremhævede de øgede kontingentindtægter, der skyldes et stigende medlemstal i forhold til budget, ligesom denne post indeholder en bod på 9.000 kr. vedr. en tjenestemandssag.  

Kursusindtægter og udgifter er ikke helt i balance og kan føres tilbage til et mindre underskud på det afholdte årskursus i perioden.

Der er ligeledes faldende indtægter på annoncer i medlemsbladet, men dette skal holdes op imod de mindre udgifter, der har været til produktion af bladet i forhold til budget. 

Udgifter til frikøb af bestyrelsesmedlemmer – den største post her er formanden – er mindre en budgetteret i regnskabsåret.

Under note 6 findes en ekstraordinær udgift til regnskabsmæssig assistance i 2017 på godt 43.000 kr. Denne post skyldes overgang til ekstern regnskabsfører samtidig med overgangen til nyt og mere tidssvarende regnskabssystem. Sammenfaldet mellem disse to har ikke været hensigtsmæssig og bestyrelsen har fokus på, at denne post ikke gentager sig i følgende regnskabsår. 

 Herefter viser regnskabet før finansielle poster et overskud på 63.398 kr. Hertil kommer kursgevinst og nettoudbytte af værdipapirer, hvorefter årets samlede resultat er et overskud på 88.892 kr.

Et tilfredsstillende resultat og regnskabet indstilles således til godkendelse.

 Der var ingen kommentarer.

 Regnskabet blev sat til afstemning:

Regnskabet blev enstemmigt vedtaget. 

 Ad 4. Fremlæggelse af budget, herunder fastsættelse af kontingent, samt begravelseshjælp for det kommende år.

Kassereren fik ordet igen og gennemgik budgettets poster. Budgettet var offentliggjort i Årskursusbladet og således uddelt til alle, ligesom det ligger på foreningens hjemmeside.

 Kassereren konstaterede, at fastsættelse af kontingent vil afhænge af behandlingen af indkomne forslag. Besluttes der under dette punkt ikke en forhøjelse af kontingentet, foreslår bestyrelsen, at kontingentet fortsætter uændret.

Budgettet tager udgangspunkt i et medlemstal på 510, hvoraf de 20 er deltidsansatte. De øvrige poster bygger på en vurdering af udviklingen i forhold til regnskabet for 2017. 

Der var mulighed for at stille spørgsmål til budgettet.

Ingen kommentarer.

Bestyrelsen foreslog at begravelseshjælpen fastholdes uændret på 3.000 kr. Ingen modforslag.

Dirigenten konstaterede at budgettet ikke skal godkendes men blot fremlægges.

Ad 5. Indkomne forslag.

Forslag

Vedr. foreningens vedtægter § 4 

Anden linje erstattes af

 ”Udmeldelse sker skriftligt til sekretariatet med 3 måneders varsel til den første i en måned. Ved fratrædelse af stilling kan udmeldelse dog ske skriftligt til sekretariatet med udgangen af en måned”

 Poul Porup begrundede forslaget fra Aarhus Stiftskreds, der tager sit udgangspunkt i situationen omkring konflikt. Det bør ikke være muligt at melde sig ud med kort varsel pga. for eksempel en strejke eller lockout og så melde sig ind igen en måned senere.

Forslaget blev godkendt med overvejende flertal.

Forslag

Vedr. foreningens vedtægter § 4 

Der tilføjes stk. 2 med følgende tekst

”Der kan ske udelukkelse fra foreningen f.eks. begrundet i krænkelse af medlemsforpligtelser eller ved modarbejdelse af foreningens formål.

Udelukkelse besluttes af foreningens bestyrelse, der samtidig fastsætter fra hvilket tidspunkt og til hvilket tidspunkt udelukkelsen skal have virkning.

Anke over udelukkelse kan indbringes for foreningens generalforsamling.”

 Poul Porup begrundede ligeledes dette forslag med udgangspunkt i situationen omkring konflikten, hvor der kom flere illoyale udtalelser på bl.a Facebook. 

GS: Vi bakker også om omkring dette forslag, da vi godt kan se, at vi kan komme i en lignende situation i fremtiden. Det vil dog være en paragraf, der kun skal bruges med stor omtanke. Det skal være muligt at indbringe en klage for den kommende generalforsamling.

Pernille Wilby: Hvem skal vurdere, om der er gået over en grænse. Det har vi her fået svar på, at bestyrelsen skal. Det er dog lidt uklart omkring anken, da det ekskluderede medlem ikke vil have adgang til generalforsamlingen.

Poul Porup: Det ekskluderede medlem skal have foretræde for generalforsamlingen.

GS: Det er ikke kun et bestyrelsesmedlem men en samlet bestyrelse på syv, der tager stilling til eksklusionen. Det vil kræve, at det også laves om i andre paragraffer. 

 Jakob Grip: Der er en alarmklokke, der ringer i mit hoved. Der er noget med censur her. Vil så blot kunne udtale sig negativt og dermed komme ud af foreningen. 

 Poul Porup: Det kunne også være eksklusion ved manglende betaling af kontingent.

 GS: Det vil kun være i meget grelle situationer, at en sådan bestemmelse vil komme i brug. Der står jo også en decideret krænkelse eller modarbejde foreningen og optræder illoyalt.

 Dirigenten forslog at den sidste linje i forslaget slettes, da bestyrelsen jo varetager foreningens interesser.

 Christian Flensborg: Man kunne også give bestyrelsen mandat til at indstille medlemmer til eksklusion. 

 Arne Tarp: Jeg synes ikke, vi skal ud i offentlig hængning. 

 Poul Porup: Aarhus Stiftskreds kan tilslutte sig, at den sidste linje i forslaget slettes.

 Dirigenten satte det ændrede forslag til afstemning. Ændringsforslaget blev vedtaget. 

 Forslag:

§ 14 Regnskab 

Regnskabet følger kalenderåret. 

Stk. 2. Forretningsføreren holder bestyrelsen løbende orienteret om status på regnskab. 

Stk. 3. Det reviderede regnskab skal være bestyrelsen i hænde 12 uger før årskurset. 

Det offentliggøres til medlemmerne 10 uger før generalforsamlingen.

 Arne Tarp begrundede forslaget med at regnskabet, som det er nu, offentliggøres regnskabet otte uger før generalforsamlingen. Det er uhensigtsmæssigt, hvis medlemmer skal bruge tallene fra regnskabet til forslag til generalforsamlingen, der også skal være inde otte uger før afholdelsen. Alle andre steder i vedtægterne er der præciserede tidsrammer.

 GS: Det kan være svært at overholde i de år, hvor pinsen falder tidligt. Det kan være allerede sidst i februar. Normalt har man åbent regnskab i januar, hvorefter det så skal afsluttes, revideres og godkendes på meget kort tid. Det vil være meget svært at kunne overholde i alle år. Samtidig vil jeg gerne spørge ind til, hvilke forslag der skulle være afhængige af regnskabstal. 

 Arne Tarp: Det er svært at vide, hvilke forslag medlemmerne vil stille. Jeg tror godt, at det tidsmæssigt vil kunne lade sig gøre. Der vil være forslag, der afhænger af regnskabstallene. Det så vi eksempelvis sidste år fra Aalborg Stift. I god tid er fortsat meget upræcist for mig. 

 GS: Den information vil altid kunne hentes hjem, hvis man beder om at få indsigt i det foreløbige regnskab. Man skal blot henvende sig til kassereren. Vi binder os på hænder og fødder ved dette forslag, og jeg henstiller derfor til, at forslaget trækkes tilbage eller stemmes ned.

 Maria Jakobsen: Man kunne også nedsætte fristen for indsættelse af forslag til fx seks uger. Man kunne også offentliggøre en resultatopgørelsen på hjemmesiden, så vi kan se den der.

 GS: Jeg vil ikke afvise Marias forslag. Jeg vil nødigt nedsætte fristen, da de gerne skulle med på et bestyrelsesmøde. Jeg vil hellere gå med til Maria forslag om, at der offentliggøres et foreløbigt og urevideret regnslag ultimo februar/medio marts. 

 Dirigenten spurgte Arne Tarp til, om han kunne tilslutte sig dette ændringsforslag.

 Arne Tarp:  Vil det så fremgå af bestyrelsesreferaterne, som det tidligere har været tilfældet? Så længe det kommer frem, så vi har noget at kigge på. 

 GS: Jeg vil gerne arbejde hen imod, at vi løbende offentliggør kvartalsrapporter. I dag skriver vi os ud af, hvad der sker omkring økonomi. Men vi vil tilstræbe at der sker en mere jævn offentliggørelse af tallene, så længe jeg sidder i bestyrelsen.  

 Arne Tarp: Vil jeg også kunne se budgettal sammenholdt med regnskabstal? 

 Dirigenten opsummerede, at bestyrelsen vil bestræbe sig på jævnligt at offentliggøre resultatopgørelsen.

 Arne Tarp trak herefter forslaget tilbage.

 Generalforsamlingen blev herefter suspenderet under kaffepausen!

 Forslag:

1. Skal vi have en strejkekasse?

Hvis generalforsamlingen forkaster dette forslag, bortfalder punkterne 2-5.

 2. Hvilken model strejkekasse skal vi have, hvis vi skal have en?

Kasse som udbetaler fuld kompensation til den strejke varslede

Kasse som udbetaler den til enhver tid gældende dagpengesats til den strejke varslede.

Kasse som udbetaler fuld kompensation under Lockout

Kasse som udbetaler den til enhver tid gældende dagpengesats under Lockout

Kasse som der kan lånes af ved strejke/lockout – Der undgås at betale skat af den udbetalte løn. Ikke alle har behov for at låne!! Ikke brug for så stor en beholdning - Ingen rente, men måske omkostningsgebyr fordi den er tungere at håndtere end øvrige – beløbet skal afdrages forholdsvis hurtigt – én skal holde øje med tilbagebetalingen!

 3. Det vedtagne beløb hensættes pr. medlem pr. 31 december.

A. Kontingentforhøjelse pr. år 1000 kr. med virkning fra 1. juli 2018

B. Kontingentforhøjelse pr. år 1500 kr. med virkning fra 1. juli 2018

C. Kontingentforhøjelse pr. år 2000 kr. med virkning fra 1. juli 2018

4. Skal beløbet investeres i:

A. Bankkonto

B. Ejendom

C. Investeringspapirer

5. Mandat til udvalget (som er et udvalg fra bestyrelsen) til at arbejde videre med det, og informere om det i blad og på hjemmesiden. Bestyrelsen pålægges at arbejde videre med udvalg, og dertilhørende vedtægter til generalforsamlingen 2019.

(Referent: Under dette punkt er der flere steder kun oplyst fornavn på talere til referenten.) 

Pernille Wilby begrundede forslaget i den situation, vi netop har været i gennem. De vigtigste punkter er 1 og 5, mens de andre mere tjener som en orientering om, hvilken retning vi skal arbejde hen imod. Forslaget tager dermed sit udgangspunkt i, at de kom bag på mange, at vi slet ingen midler havde ved en evt. lockout af os alle sammen. Hvis vi derfor ikke skulle stille forslaget og have debatten i år, hvornår skulle vi så drøfte det. Derfor, synes vi, det skulle med i år.

Dirigenten konstaterede, at det hermed er nemmere at arbejde videre med punktet. 

GS: Det er et godt forlag, at vi først forholder os til punkterne et og fem, da vi vil have mulighed for at optage lån i Tjenestemændene Låneforening. Hvis vi fremadrettet skal udtage medlemmer til en strejke, kan vi ikke stå uden en eller anden form for kompensation. Vi vil modsat også kunne trække på ressourcer fra de strejkevarslede. Det er mere komplekst end som så, derfor ville det være godt, hvis vi nedsætter en arbejdsgrupper, der arbejder videre med forslaget.

Dirigenten konstaterede, at der først skal stemmes om oprettelsen af en strejkekasse og kun herefter vil punkt fem kunne komme i spil. 

Pernille Wilby: Jeg tænker, det vil være spildt arbejde, hvis der laves et stort stykke arbejde i det her, hvorefter forslaget så stemmes ned næste år.

Dirigenten påpegede, at arbejdsgruppen kan komme frem til, at det slet ikke kan lade sig gøre. 

Poul Thomsen: Jeg har en løftet pegefinger, da du (ref: dirigenten) ikke er bestyrelsens mand; men hele generalforsamlingens mand. Selvfølgelig skal DKiF have en strejkekasse. Jeg var en af de medlemmer, der var udtaget til strejke, hvilket jeg faktisk var beæret over. I den situation skulle jeg selvfølgelig have en kompensation, hvilket de øvrige medlemmer må være med til at betale.

 Dirigenten beklagede, hvis hans udtalelser blev tolket i ledende retning for eller imod forslagsstillerne. 

 Bo Steen Bram: Jeg er glad for debatten om en strejkekasse, hvilket jeg mener, vi skal. Det har vi af historiske årsager ikke haft på grund af de ansættelsesforhold som tjenestemænd. Jeg vil lægge idéen om en fusion med en anden strejkekasse op til debat, hvis det kan lade sig gøre.

Esben T. B. Nielsen: Jeg har et generelt spørgsmål til en strejkekasse. Hvad sker der med de penge, jeg har indbetalt til en strejkekasse, hvis jeg finder andet arbejde eller pensioneres. For jeg pengene tilbage. Ellers kan jeg lige så godt selv spare pengene op.

Dirigenten: For lige at klargøre begrebet. Det er at sidestille med en a-kasse eller en forsikring, hvor man heller ikke kan få pengene tilbage, hvis man ikke får brug for dem. Det er en solidarisk ordning.

Poul Porup: I Aarhus Stiftskreds kunne vi ikke komme frem til et entydigt billede af holdningen til en strejkekasse. Men vi synes, vi skal bibeholde begrebet en løsning for alle. Jeg synes personligt, vi skal have en strejkekasse. 

Dirigenten: Der vil nok være forskel på satserne med hhv. strejke eller lockout fra situation til situation. Det vil afhænge af den givne økonomi.

Helene Nielsen: Kan midlerne fra værdipapirer tages ud og overføres til en sådan ordning.

HC: Vi vil uden problemer kunne opsige vores investeringer, der administreres af Jyske Bank, og dermed have fuld råderet over pengene. Det vil kun koste et mindre gebyr. 

Lisbeth: Nu er jeg tjenestemand og ønsker ikke at betale til en sådan ordning. Jeg synes, det skal være frivilligt at deltage.

Lars: Hvad kan 510 medlemmer overhovedet bidrage med til en strejkekasse over de kommende år? På fire, på seks eller otte år. Kontingentet vil stige og vil det så medføre medlemsflugt. 

 Georg Røn: Jeg har ikke lang tid tilbage på arbejdsmarkedet, men jeg går ind for solidaritet og at vi alle sammen arbejder for at være kirketjenere. Med den kontingentstørrelse, vi har, har vi en meget billig forening. Jeg går ind for, at vi har en strejkekasse. Der kan være medlemmer, der ikke har mulighed for at låne, hvorfor jeg går ind for en fælles strejkekasse.

 HD: Vi gjorde en del for at fremhæve muligheden omkring Tjenestemændenes Låneforening. Det, der bekymrer mig, er det administrative bøvl omkring udbetaling og skatteindberetning omkring udbetaling af lån. Det vil også medføre ekstra udgifter. Mulighederne omkring låneforeningen er ret gode. Det er det, de er gode. Jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal stemme, da jeg heller ikke ved, hvor vi skal opbevare pengene. 

Rune: Pengene har det bedst i borgerne lommer. Jeg vil anbefale et nej. Et lavt kontingent er vigtige i det lange løb. Der er ikke lige udsigt til en konflikt lige foreløbig.

Jonas: Da jeg startede for godt et år siden, fik jeg at vide, at jeg ikke skulle melde mig ind, men gjorde det alligevel. En strejkekasse vil kun gøre os stærkere og mere attraktive. Vi betaler også skat uden nødvendigvis at få brug for alle ydelser.

Aiwan: Det jeg indtil videre har fundet af er, at en kontingentstigning på 2.000 kr./år vil over tre år kun give os mulighed for kompensation i en uge. De administrative udgifter vil æde alle midlerne:

 Per Phillipsen: Jeg er sådan set imod en strejkekasse. Med den stigning vil vi over de næste år ikke nå ret langt.

 Poul Porup: Jeg vender lige argumentationen lidt rundt. Hvis vi siger nej til en strejkekasse, må den enkelte selv spare op til den situation. Det vil også sige, at den lille procentdel, der udtages til en strejke, kommer til at bære denne byrde alene. Det synes jeg ikke, ville være helt rimeligt. 

Arne Tarp: Det er helt rigtigt Poul. Der skal så bare heller lyde noget fra nogen og jeg skal ikke ringes op med spørgsmål fra nogen eller kontaktes af tv om, hvorfor vi ikke har en strejke

Niels Christian: Hvis der er nogen af jer, der tror, at Moderniseringsstyrelsen forsvinder. De er sat i verden for at forringe vores arbejdsforhold. Lærerne var de første. De næste bliver pædagogerne, sygeplejerskerne og så os. Hvis vi får en pistol for panden, er det nemmere at sige, at jeg kan tage en strejke. 

Inge Marie Shannon: Kan I alle sammen huske, hvornår vi sidst drøftede oprettelsen af en strejkekasse. Det var i 2002 eller 2004. Tænk nu, hvis vi den gang havde oprettet en kasse. Den gang havde vi ikke pengene. Nu står vi så i situationen, hvor vi kan havne i situationen. Solidaritet er vigtigt og det er vigtig, at vi står sammen. Jeg synes helt klart, vi skal have en strejkekasse.

 Claus Larsen: Selvfølgelig skal vi have en strejkekasse evt. sammen med kordegne eller andre.

 GS: Der er mange, der godt kunne holde inde med en enkelte uge, men kan vi holde til en måned eller to. Med hensyn til Præsteforeningen er det rigtig, ligesom vi også har fået en henvendelse fra 3F, der sagde, jeg blot skulle tage det roligt. Til næste OK-forhandling vil vores §9a igen komme under pres og skulle vi så tage en strejke pga. den. 

Dirigenten uddybede, at man ikke har strejkeret på organisationsaftaler.

Pernille Wilby: Jeg vil gerne, at vi har haft drøftelse om strejkekasse. Lad os ligesom bare komme til det.

Dirigenten foreslog herefter at forslaget ændres og sammenskrives til, at bestyrelsen skal arbejde videre med konkret forslag til oprettelse af en konfliktkasse. Dette forslag skal afklare mulighederne og reglerne for en forening som vores samt fremkomme med et konkret forslag, der fremlægges og sættes til afstemning på generalforsamlingen i 2019.

Pernille Wilby tilsluttede sig.

Dirigenten gentog, at det nuværende forslag nedkoges til, at der arbejdes hen imod oprettelse og en undersøgelse af mulighederne for oprettelse af en strejkekasse.

 GS: En god idé, at bestyrelsen får mandat til at arbejde hen imod oprettelsen af en strejke kasse.

 Forslaget: Skal bestyrelsen arbejde hen imod oprettelse af en strejkekasse?

 Skriftlig afstemning: 

 For forslaget stemte: 78 - Imod stemte: 72 - Blanke: 16

 Der var ikke yderligere forslag.

 Ad 6. Valg af formand.

Gert Rhinstrøm Schmidt blev genvalgt som formand uden modkandidater.

Ad 7. Valg af bestyrelsesmedlemmer.

Følgende medlemmer af bestyrelsen var på valg:

Hans Henrik Christensen – modtog ikke genvalg

Helene Devantié – villig til genvalg

Sara Maria Olsen – modtog ikke genvalg

 

Opstillede kandidater:

Susanne Bratløv

Niels Overgaard Andersen

Arne Tarp

Jan Kvistgaard

 

Kandidaterne fik mulighed for at præsentere sig.

HD: Jeg tager gerne to år mere.

Susanne Bratløv: Jeg er kirketjener i Greve Kirke i fem år og har været medlem lige så længe. Jeg vil gerne arbejde for kollegaer rundt om i landet og give en hånd med.

Niels Overgaard Andersen: Jeg er pt. inde som 3. suppleant og har været med til et møde. Jeg har været lidt igennem her i livet, har været Grønland og er uddannet tjener. Jeg er god til at arbejde med mennesker og vil gerne bistå bestyrelsen. Jeg vil gerne gøre lidt mere ud af erfa-møderne og kredsmøderne.

Arne Tarp: Jeg er tillidsrepræsentant i Aalborg og kirketjener i Skt. Marcus Kirke og vil gerne arbejde for gennemsigtighed omkring økonomien, arbejde for oprettelsen af en strejkekasse og samarbejdet med de øvrige organisationer.

Jan Kvistgaard: Jeg har været kirketjener i 16 år; de seneste år i Risskov Kirke ved Aarhus. Jeg har tidligere været tillidsrepræsentant og vil gerne arbejde for en god og stærk forening.

 Resultat:

Helene Devantié: 155

Susanne Bratløv: 80 

Niels Overgaard Andersen: 71 

Arne Tarp: 71

Jan Kvistgaard: 112 

To personer har ikke afgivet stemmer.

Under optællingen blev der samlet ind til pensionisterne.

Ad 8. suppleanter.

Der blev valgt tre suppleanter. 

Forslag fra salen:

Jonas, Opstandelseskirken

Inge Marie Shannon, Vor Frue Kirke, Kbh.

Dorthe, Struer Kirke

Kandidaterne blev valgt i den nævnte rækkefølge.

Formanden ønskede suppleanterne tillykke med valget.

Ad 9. Valg af revisor

HC: Indstillede PWC, der også varetager opgaven pt.

PWC blev valgt.

Ad 10. Eventuelt.

GS: Ønskede de nyvalgte velkommen og takkede for en god debat omkring strejkekasse. Han takkede ligeledes for den løsning, der blev fundet omkring udarbejdelse og undersøgelse af mulighederne på området.

 Poul Porup: Jeg synes, vi skal give bestyrelsen et bifald for det hårde arbejde, der er lagt i arbejdet omkring strejke og lockout.

 Jan Kvistgaard: Tak for valget.

 HD: Tak for tilliden i har vist mig.

 Susanne Bratløv: Tak for tilliden ved valget til bestyrelsen.

 GS: Takkede Hans Henrik for arbejdet i bestyrelsen og overrakte ham foreningens gave (gavekort til Aarhus Cityforening). 

 HC: Takkede formanden for de pæne ord og foreningen for tiden i bestyrelsen, der har givet mange gode oplevelser, og den fine gave. 

 Dirigenten lukkedes generalforsamlingen.

 Gert R. Schmidt takkede dirigenten.

 Generalforsamlingen blev lukket med ”Danmarks Nu blunder den lyse nat” 

Referent: Hans Henrik Christensen

* Generalforsamlingen er optaget digitalt og opbevares hos formanden.

Onsdag den 23. maj

Morgenandagt ved Benny Chordt Hansen. Der blev sunget ”Gud ske tak og lov”. 

Foredrag v. Michael Svendsen ”den forandringsparate arbejdsplads”

Et humørfyldt og lærerigt foredrag om det at være forandringsparat og have et godt humør også på arbejdspladsen og over for kollegerne, der måske ind imellem kan have en off-dag.

Førstehjælp og Workshops. 

Førstehjælp (kun med tilmelding!) v. Herle Nielsen & Tage Nissen

o salon 20 + 21

Arbejdstilsynet

o salon 22

o Fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Få generel opdatering på gældende regler og stil spørgsmål til eksperterne.

Folkekirkens Arbejdsmiljøråd 

o salon 23

o Fokus på god ergonomi i hverdagen

AMU-Fyn v. Annette Kappelgaard

o salon 24

o Bliv opdateret på de seneste nyheder inden for rengøring

PowerPoint v. AMU-Fyn v. Soheila Sharegh

o salon 25

o En introduktion til PowerPoint 2016.

Danmarks Kirketjenerforening – sekretariatet v. Benny Rosenqvist

o Salon 26 + 27

o Arbejdstidsregler og planlægning samt muligheden for lønforhandling

LEVA PLUS v. Jan Jensen (kun kl. 13:00!)

o Salon 28 + 29

o Motivation 

Oticon 

o sal HIJ

o Nyheder og rådgivning inden for lyd- og billedløsninger til kirken og tilstødende lokaler. Herunder teleslynger, skærme og projektorer, brugerbetjening, streaming, fremtidssikring mv. 

Festlig festaften med festmiddag og underholdning. Undervejs i aftenen underholdt Jakob Svendsen med comedy og Kirsten Stokholm Jørgensen med Kaj Normann Andersen sange.

Der var i stil med tidligere år inviteret samarbejdspartnere og gæster af foreningen med til denne aften. 

 Herefter livemusik og dans ved Karsten M & Kompagniet i Stjernebaren. 

Torsdag den 24. maj

Morgenandagt ved Lars Medom Madsen. Der blev sunget ”I Østen stiger solen op / Du som vejen er og livet”.

Foredrag v. Anders Bircow ”persontyper i Andeby”

I sit foredrag tog Anders Bircow udgangspunkt i sit eget liv og de erfaringer, han har gjort sig selv privat som arbejdsmæssigt. Det er vigtig ta have fokus på det positive i hverdag og ikke lægge mest vægt på det negative og de destruktive følelser, hvad de flest af nok har en tendens til.

Anders Bircow havde også medbragt såvel guitar som ukulele og krydrede formiddagen med underholdende indslag. 

 Herefter blev årskurset lukket og fanen blev båret ud. Forsamlingen sang til afslutning ”Der er et yndigt land”.

 Frokost og hjemrejse.  

 

 

Referent Hans Henrik Christensen

MØDEKALENDER (NÆSTE 6)

15 aug 2018
10:00 - 13:00
Faglig udvalg - Min Akasse
03 sep 2018
14:00 - 20:00
Stiftsmøde Ribe
06 sep 2018
10:15 - 15:30
Folkekirkens brancheudv.
07 sep 2018
10:00 - 13:00
Folkekirkens samarbejdsudvalg
10 sep 2018
Bestyrelsesmøde
14 sep 2018
Arb. miljørådsmøde

Besøg a-kassen ...

min-a-kasse

Billeder fra Årskursus 2018

Facebook